Når man hører om folk der har haft brand i deres hjem, hører man ofte historier om hvor vigtigt det var for dem at få deres fotoalbum med. Og hvis folk ikke har haft mulighed for det, så fokuserer de ofte på de tabte billeder. Hvad gør man så i dag, hvor langt de fleste af ens billeder er digitale og ligger på computeren eller på brændte cd-rom'er? Hvad gør man hvis der er "brand" i ens computer? Hvad gør man hvis man ikke har fået taget back-up eller hvis ens online back-up service fungerer anderledes end man troede?
Jeg har utallige gange haft problemer med min computer - og ja det er ofte selvforskyldt, men resultatet er som regel at jeg mister alle mine data og alle mine billeder. Det kan også ske ved at jeg "rydder" op på computeren og tror jeg har back-ip.
Sagen er den at jeg har mistet alle gamle billeder - jeg har for eksempel ikke længere nogen fra da Rasmus var lille (og heller ikke længere nogle beviser for at jeg faktisk har været næsten tynd på et tidspunkt). De fleste billeder jeg har mistet kan jeg helt sikkert ikke huske - men det er jo netop derfor man har billeder - så man er fri for at huske på dem.
Jeg troede så at jeg havde lært lektien og taget back-up - men de gamle "back-up cd-rom'er" er bare døde og som jeg hentydede til før, så virker min online back-up åbenbart anderledes end jeg troede. For eksempel har jeg været ret vedholdende med at "up-loade" billeder til Picassa og Drobox. Meeeen de fungerer åbenbart sådan at de synkroniserer begge veje. Det vil altså sige at hvis jeg sletter et billede (enten bevist eller ubevidst) fra min computer, så bliver de også slettet online. Eller det er i hvert fald det der er sket for mig.
Jeg har en lille knude i mavene ved tanken om alle de billeder og beviser på minder som jeg har mistet. Jeg prøver at kompensere lidt ved at "stjæle" billeder fra venner og familie, når de linker til mig. Men det er jo som regel kun nye billeder og de gamle får jeg ikke igen. og lige lidt hjælper det jo hvis min back-up alligevel bliver slettet.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for at bevare mine billeder sikkert til fremtiden.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar