Jeg troede aldrig det skulle ske, men endelig er min eksamen overstået og jeg har sommerferie. For første gang meget længe kan jeg sove længe og hænge ud ved computeren med god samvittighed.
Det var en stor nerve-kamp. Jeg har aldrig før været så nervøs. Egentlig skulle jeg have været oppe i mandags, men der var blevet lavet om på mit eksamenstidspunkt uden at jeg havde opdaget det/fået det at vide. Jeg troede jeg skulle op kl 14-15, men skulle have været oppe kl 10-11. Og det opdager jeg 14.05. Jeg brød helt sammen - det var ikke sådan jeg troede jeg skulle få afløb for min nervøsitet. Nå men de var heldigvis meget søde og jeg fik en ny tid torsdag 15-16. Men nu var jeg bare endnu mere nervøs. Og det startede så skidt at jeg kunne se på censor at hun næsten gemte sig og kiggede lidt for demonstrativt ned i bordet. Bagefter brugte hun selv udtrykket at hun havde krummet tæer fordi det gik så skidt og fordi hun ikke troede der ville komme noget godt ud af det. Men så fik jeg åbenbart talt mig varm og har åbenbart fået reddet situationen godt nok til at jeg fik et 10-tal. Ja jeg fik 10!!!
Jeg fatter ikke at det kunne lade sig gøre at redde situationen så godt på så kort tid. Jeg er stadig lidt rystet - men heldigvis på den gode måde denne gang. Helt 100 % ærligt - så føles dette 10-tal 100 gange større end det 12-tal jeg fik i sidste semester. Men for at prale lidt - eller rettere overbevise mig selv om rigtigheden - så har jeg efter 5 eksamener på overbygningen et gennemsnit på 10,2 (nyt karaktersystem). Det ville jeg aldrig have troet muligt. Under hele min bachelor fik jeg aldrig andet end 8 (gammel karaktersystem).
Nå men nok om pral nu - i virkeligheden er jeg mest glad for at jeg overhovedet har fået taget den eksamen.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar