søndag den 26. april 2009

Nyt fra katte-fronten og hæklerier

Jeg er kommet til kort over for opdragelsen af min kat. Har altid hårdt påstået at man sagtens kan opdrage på en kat - blandt andet skal den lære at den ikke må springe op på køkkenbordet. Meen jeg er blevet klogere... godt nok springer hun sjældent op på bordet hvis jeg er i køkkenet, men jeg kan høre at hun springer ned derfra og da min bordplade er sort, kan jeg indimellem se potespor. Jeg har måttet sande at mine evner ikke rækker dertil. Selvom Frida er hysterisk bange for vand, så hjælper det ikke ret længe af gangen at jeg sprøjter vand på hende. Har også prøvet at lege kattemor og tage hende i nakkeskindet og knurre samtidig (ja, det var et råd jeg læste om på nettet).
Nå men til gengæld har jeg fundet ud af at når det handler om mad så går det meget bedre. Hun skal fx sidde ned når hun får snacks og helst også når hun får serveret sin mad. Og som billedet viser så kan hun også finde ud af at sidde pænt ved bordet når hun får resten af min morgenmads-mælk. Og hun har ikke engang albuer på bordet.

Nå men i en decideret flugt fra studierne er jeg gået lidt amok med at hækle. Jeg er færdig med babytæppet og har hæklet en matchende bamse til. Jeg har aldrig prøvet at brodere før og opdagede at det er ret svært at gøre på hæklede ting, så jeg er ikke så glad for næsen. Lavede den om flere gange og jeg tror at det nu er det pæneste jeg kan præstere. Om ikke andet så er den pænere end et at de første forsøg hvor den kom til at lige et brunt hul (så må læseren selv associere til HVAD det lignede).

Jeg har også hæklet en lille hætte-trøje i det samme garn. Der mangler bare lige at blive syet nogle bamse-knapper i. Men jeg syntes den er blevet ret fin.
Håber også at de kommende forældre kan lide det hele. De skal have gaverne når lillebror bliver født. Der er jo ikke så længe til... kun lidt over en måned.

Nå men lidt om mig selv til sidst. Jeg burde jo sidde begravet i mine to eksamener, men det er gået galt for mig. Jeg har faktisk ikke åbnet en bog i over en måned og jeg er virkelig langt bag efter. Jeg skal aflevere synopsis og pensum den 25. maj og en skriftlig opgave den 8. juni i et andet fag. Og jeg har næsten ikke læst til nogen af tingene. Når jeg går i stress sker der desværre det at jeg går i baglås og stopper med alt. Desværre er jeg bange for nu at jeg ikke kan nå at lave begge eksamener. Hvis jeg ikke koncentrerer mig om een er jeg bange for at begge to ryger i svinget. Jeg kan bare slet ikke se hvordan det hele kan løse sig og jeg er bange for at jeg får problemer med revaliderings-damen. Men mest af alt er jeg bange for at alt det her kan sætte sig i mig som en depression. Med min historik ville det bestemt ikke være usandsynligt. Jeg har bestilt tid hos min læge til en snak om det hele. Men kryds fingre for at det hele går godt alligevel.

1 kommentar:

  1. Din røver - du havde da ikke fortalt at du har en blog! Den er fin - og selvfølgelig hedder den den punkterede sol - genialt... det ligner det virkelig også. Love u - knus fra søs - din medblogger :-)

    SvarSlet